Sikkerhed har højeste prioritet
Som Nordens førende producent af kosmetik og kosttilskud har forbrugerens sikkerhed altid højeste prioritet. Produkterne skal være sikre at bruge og de skal være af god kvalitet – præcis som forbrugerne forventer det. Derfor er der bygget kvalitetssikring ind i alle processer fra udviklingsdelen til levering af det færdige produkt.
Høj kvalitetsstandard
Produktion hos Persano Group foregår i Danmark efter de højeste standarder indenfor området. Virksomheden er godkendt af lægemiddelstyrelsen og fødevarestyrelsen samt certificeret af Bureau Veritas. Lægemidler produceres efter GMP-reglerne, medicinsk udstyr efter ISO 13485, kosttilskud efter HACCP-principperne og kosmetik efter ISO 22716. Desuden efterleves krav til Ø-mærket, ECOCERT/COSMOS, Svanemærket og Astma- og allergimærkerne.
Træning og efteruddannelse af alle medarbejdere
Medarbejderne bliver trænet grundigt i deres specifikke opgaver. Operatører deltager desuden i hygiejne- eller GMP kurser samt får løbende efteruddannelse.
Løbende evaluering af kvalitetssystemet
Produkter, udstyr, lokaler, processer, it-systemer og kvalitetssystemet evalueres løbende med henblik på hele tiden at foretage forbedringer og være på forkant med eventuelle nye lovkrav.
Kvalitetskontrol fra A til Z
Persano Group har eget veludstyret analyselaboratorium. Heri foretager vores dygtige laboranter kemiske, fysiske og mikrobiologiske analyser. Hver eneste sending af modtagne råvarer og emballager bliver underkastet grundig analyse inden de tages i brug. Dette for at sikre, at varerne altid lever op til vores strenge kvalitetskrav. Undervejs i fremstillingsprocessen udtages løbende prøver til kvalitetskontrol, og der måles på relevante parametre f.eks. vægt, vandaktivitet, pH, viskositet og massefylde. Eventuelle afvigelser behandles og dokumenteres i en afvigelsesrapport. Til slut samles og gennemgås dokumentationen for hele fremstillingsprocessen og analyseresultater fra laboratoriet. Hvis alt lever op til de specificerede krav, kan kvalitetsafdelingen frigive produktet, så det kan sendes afsted til kunden.